+/-

Den Smagløse Café

© 2017 Den Smagløse Café | Vindegade 57 | 5000 Odense C | CVR. 25 53 84 55
Tlf. nr. +45 66 12 75 66 / E-mail: info@densmagloesecafe.dk
Facebook / Instagram / Google+

 

Miko har fået et nyt kælenavn, ’ lille gorilla’. Da Lone Dröscher Nielsen var på Nyaru Menteng for et par måneder siden, lagde hun mærke til, at Miko bevæger sig helt anderledes, end hvad orangutanger normalt gør. Vilde orangutanger befinder sig sjældent på jorden, og hvis de en sjælden gang er nødsaget til at komme ned fra træerne, går de på flade hænder, hvorimod en gorilla går på knoerne. Det gør Miko også, men det som mest får ham til at ligne en gorilla, er hans svaj i ryggen. Orangutanger har normalt en modsat krum ryg, når de går på jorden. Miko strutter med numsen og skubber brystkassen frem, som var han som en stor silverback gorilla-han i brunst, og han udviser mindst lige så meget selvtillid.

Miko elsker at lege ved børnehavens legeplads sammen med de jævnaldrende orangutanger, Ben og Joan. De leger og slås for sjov imellem de tykke buske. Ifølge babysitterne har Miko og Joan begge gjort forsøg på at bygge rede oppe i træerne, sådan som voksne orangutanger ville gøre det. Mikos reder bliver mere og mere stabile. Miko er også imponerende god til finde frugt i skoven, og det har de andre i gruppen fundet ud af. De følger efter ham og ser, hvad han finder og tør først selv sætte tænderne i fangsten, når Miko har prøvet.

En dag spiste Miko en type frugt, som hedder karamunting på det lokale sprog. Det er små violette bær som vokser på buske i området omkring børnehaven. Både bær og blade fra disse buske bruges af de lokale som behandling af dårlig mave og bliver også brugt flittigt af babysitterne til behandling af orangutangerne, hvis de lider af det samme. Efter Miko havde skuffet bare et par bær i munden blev hans læber, tunge, gummer og også tænder lilla-blå. Hans venner tænkte straks, at den frugt, skulle de ikke spise! Men Miko gnaskede videre på frugten med stor lyst, og så turde vennerne alligevel godt prøve. Også de opdagede at frugten faktisk var spiselig og lækker – og til sidst var hele gruppen blå i det meste af ansigtet og på fingrene.

Da babysitterne kaldte orangutangerne tilbage til legepladsen mødte der dem et herligt syn. Først var de overraskede, men da det gik op for dem, hvad orangutangerne have spist, begyndte de at grine hjerteligt. Miko er én af centrets øjestene, og dette er blot ét eksempel på, hvordan han hver dag får både orangutanger og personale på Nyaru Menteng i godt humør.